Se kilde til Søhøjlandet

Søhøjlandet eller Det midtjyske Søhøjland er betegnelsen for det ca. 1070 km2 store, stærkt kuperede område, der strækker sig fra [http://da.wikipedia.org/wiki/Skanderborg Skanderborg] over [http://da.wikipedia.org/wiki/Jyske_højderyg den Jyske Højderyg] til [http://da.wikipedia.org/wiki/Isenvad Isenvad] og fra [[Silkebog]] i nord til [http://da.wikipedia.org/wiki/Hvirring_Sogn Hvirring] i syd.

Søhøjlandet er med sine talrige højder over 100 m.o.h. Danmarks højest beliggende, men også det største sammenhængende sø- og skovområde. Næsten en tredjedel af området er således dækket af udstrakte skove, og af skovomkransede søer.

Jordbunden i Søhøjlandet er generelt dårligere end i Østjylland. Landsbyerne er mindre, eller gårdene ligger enkeltvis og spredt. På steder, hvor terrænet har været for vanskeligt at opdyrke, findes stadig gammel løvskov. I Søhøjlandet ses således nogle af de største områder med naturskov - bl.a. i [[Velling Skov]].

I den vestlige del af området er der store hedepartier. Tidligere har endnu større arealer ligget hen som hede, men de er nu tilplantet med nåletræ eller opdyrket, efter at læhegn har bremset blæsten.

De store søer (heriblandt [[Silkeborgsøerne]]) bindes sammen af landets største og længste vandløb, [[Gudenåen]]. [[Salten Å]] er også med til at præge landskabet. De fleste af søerne er såkaldte "langsøer" - søer, der nærmest er at betragte som større eller mindre udposninger af Gudenåen. Ved foden af mange af de stejle bakker findes kilder og væld, som forsyner søerne og dermed åen med vand.

Karakteristisk for disse langsøer er en stor gennemstrømning sammenlignet med almindelige søer - altså en hurtig udskiftning af vandet.

==Landskab skabt af isen og isens smeltevand==

Søhøjlandet er et stort og varieret istidsplateau. Det gennemskæres øst-vest og nord-syd af store dale, som herved deler landskabet op i blokke. Områdets vestlige grænse svarer næsten til sidste istids hovedstilstandslinje. Her findes en del klitområder med [[Vrads Sande]] som det største. Den østlige grænse følger den østjyske israndslinje.

Efter at den sidste is smeltede bort har vejr og vind samt rindende vand dannet et utal af slugter på de stejle dalsider. Der løber mange vandløb i de dybt nedskårne dale, som over lange strækninger er opfyldt af kæder af søer. Store dele af Gudenåen løber således i en tidligere smeltevandsdal.

Den østlige og centrale del af området omfatter moræne- og smeltevandsaflejringer, mens den vestlige del, som lå uden for isranden, består af nedslidte, ældre morænebakker - også kaldet bakkeøer. Mellem bakkerne er aflejret tykke lag af sand.

I Søhøjlandet finder man Danmarks to højeste punkter, [http://da.wikipedia.org/wiki/Yding_Skovhøj Yding Skovhøj] (173 meter) og [http://da.wikipedia.org/wiki/Ejer_Bavnehøj Ejer Bavnehøj] (171 meter). Den mest imponerende udsigt over søer og skove har man imidlertid fra [[Himmelbjerget]]. På toppen af bjergets 147 meter er man hævet næsten 130 meter over [[Julsø]] nedenfor.

Søhøjlandets sene opdyrkning og meget kuperede terræn har samlet set sikret et af landets bedste naturområder. Landskabet kan bl.a. opleves fra søsiden på [[Hjejleselskabet]]s både, der sejler på søer og å mellem Silkeborg og Ry.

På [[naturstien mellem Horsens og Silkeborg]] på den nedlagte jernbane ([[Horsens-Bryrup-Silkeborgbanen]]) kan man opleve den vestligste del af det bakkede landskab med frodige ådale, lyngklædte hedeområder og gamle bøgeskove.

[[Kategori:Geologi]]
[[Kategori:Steder]]
[[Kategori:Natur]]