Georg Vilhelm Louis Drechsel

Fra WikiSilkeborg
Version fra 5. dec 2010, 16:44 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) blev født i Jægersborg som søn af toldkaserer, oberstløjtnant Christoph Ernst Drechsel. Han giftede sig i 1849 med Elisabeth Charlotte (Elise) Posselt. Han blev student i 1831 og juridisk kandidat i 1837.

Fra 1841 til 1845 var han ansat som volontør og kopist i Generaltoldkammeret, derefter var han i to år kontorchef ved Frederiksværks Krudtværks hovedkontor i København. Fra 1848 fungerede han som toldinspektør i Nakskov. I 1853 fik han titlen "kammerjunker" og i 1887 "etatsråd".

Da jurisdiktionen ”Silkeborg Birk” blev oprettet i 1854 tiltræder kammerjunker Georg Vilhelm Louis Drechsel embedet som birkedommer.

Georg Vilhelm Louis Drechsel blev Silkeborgs første birkedommer, politimester og tillige kongevalgte formand for kommunalbestyrelsen. Han var en dygtig og kundskabsrig jurist, men af et sind, der ofte bragte ham i modsætning til andre mennesker. Ikke mindst var der konflikter mellem ham og papirfabrikant Michael Drewsen – den kongevalgte leder af byen overfor den af befolkningen ”kårede” konge på Silkeborg.

Birkedommer Drechsels personlige ledelsesstil skabte mange konflikter i kommunalbestyrelsen. Det kom så vidt, at den mangeårige formand Zeltner på hele kommunalbestyrelsens vegne i 1883 direkte anmodede birkedommeren om at trække sig tilbage, da V. Drechsels virke var en hæmsko for byens videre udvikling. Samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen mellem den kongevalgte borgmester og de folkevalgte medlemmer var elendigt. Situationen skyldtes imidlertid snarere borgmesterens personlighed end grundlæggende politiske uoverensstemmelser - både V. Drechsel og H. C. Zeltner var at karakterisere som højrefolk.

Det daglige, kommunalpolitiske arbejde var præget af, at den kongevalgte borgmester havde et særskilt mandat, som kom fra kongen (statsmagten) og ikke fra vælgerne. Birkedommer Drechsel var en mangesidig mand med interesse for byen, handelen, landbruget m.m. Han drev selv landbrug og var med til at stifte Silkeborg og Omegns Landboforening i 1860.

Men som embedsmand blev han kendt som stivstikker og for sin usmidige ledelse af byens arbejde. Kommunalbestyrelsen var derfor i perioder i større eller mindre opposition til den udpegede borgmester. I denne kontrovers kom formændene for den kommunale repræsentation til at spille en rolle som modpart til V. Drechsel. Formændene for kommunalbestyrelsen var frem til 1880 godsforvalter Bindesbøll (1855-1856), fabriksejer Michael Drewsen (1857), sagfører Zielian (1860-1868) og støberiejer H. C. Zeltner (1858-1859 og 1868-1889).

I det offentlige liv var der gnidninger mellem birkedommer Drechsel og fabriksejer Michael Drewsen. Begge havde store magtbeføjelser, og ingen af dem tålte ret godt, at den anden blandede sig i områder, hvor de selv mente, at her bestemte de. Birkedommeren var meget vred over den udvidelse af valgretten, som kom i 1861, hvorved mange af papirarbejderne fik stemmeret. Han beskyldte direkte Michael Drewsen for at påvirke arbejderne til at stemme på bestemte kandidater.

Drechsel tiltrådte sit embede som birkedommer i 1854, da Silkeborg var blevet oprettet som selvstændig retskreds. Det første år måtte han bo på hotel, men i 1855 opførte han den første af de store embedsmandsvillaer i byens vestlige udkant på hjørnet af Vestergade og Hostrupsgade – Birkedommerboligen (Vestergade 32).


Drechsel tog sin afsked i i oktober 1886. Hans efterfølger Theodor Adler Lund tiltrådte embedet som birkedommer 30. november 1886. Adler Lund ønskede ikke at overtage forgængerens bolig og opførte sin egen på Søndergade 45.

Drechsel flyttede efter sin afsked til København. Han beholdt dog sin tilknytning til egnen idet han ejede Ludvigslyst i Svejbæk og en villa ved Himmelbjerget. Her døde han 28.6. 1889. Derfor ligger han begravet på Gl. Rye Kirkegård.

I 1961 købte Tårnkomitéen gravstedet for en periode på 100 år, fordi det var blevet ret forsømt. I 1981 opsagdes imidlertid aftalen, hvorefter gravstedet blev sløjfet. Gravstenen er dog bevaret på kirkegården. Drechsel har ydet et betydeligt bidrag til belysning af Silkeborgs første tid med værket ”Silkeborg 1840-1880” (1880).

Drechselsvej har navn efter Georg Vilhelm Louis Drechsel. Byens til tider anstrengte forhold, til birkedommeren og hans fremfærd i den lange embedsperiode kan være årsag til, at det er en lidt ydmyg villavej - sidevej til Vestergade, der opkaldes efter ham.