1952

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

5. januar: Lynbus-rute tværs gennem Jylland – Århus-Silkeborg-Herning-Ringkøbing starter.

21. januar: Den store folketuberkuloseundersøgelse i Silkeborg slutter. Der blev fundet 33 tilfælde af lungetuberkulose.

4. februar: Silkeborg Andels-Svineslagteri er nu færdig med pølsemageriet. Den store udvidelse har stået på nogle år.

6. februar: Silkeborgs indbyggertal er vokset med 118 på et år. Det er nu 23.520.

13. februar: Silkeborg antabus-kontor nedlægges.

10. marts: Silkeborg Malerlaug fejrer 40 års jubilæum med indvielse af en såkaldt ”Laugslade”, et skrin, hvori alle papirer opbevares, og som bæres i procession gennem byen på generalforsamlingsdage.

1. april : Hjejleselskabet sælger sin mindste båd "Glenten" til urmager Mouritsen.

4. april: Bjarup Mose står foran afvanding. Lodsejerne har ønsket en sådan, og Hedeselskabet har udarbejdet planerne.

6. april: Silkeborg Rideklub opløses. Der er for få medlemmer.

8. april: Silkeborg-vandrerne opretter et kontor for ferievejledning. Det er baseret på ungdom, der vil rejse billigt. Pengene får man fra tipsmidlerne.

26. april: Grauballemanden bliver fundet i Nebel Mose

1. maj. Nedrivningen i Østergade begynder. De fleste af forretningerne flytter ned i en midlertidig basarbygning på Christian 8.s Vej, som opføres af en del materialer fra det gamle sygehus.

5. maj. I Silkeborg er der for første gang fjernsynsudsendelser. Det er turistforeningerne i Jylland, der står bag arrangementet, som bliver en fiasko. Der er intet besøg, flere forestillinger må aflyses, og der er underskud.

7. maj: Dyreparken i Svejbæk nedlægges. Dyrene sælges.

25. juni: Kalvekastnings-forsikringsforeningen i Silkeborg stiftes.

25. juni: Himmelbjergsøerne og Silkeborg farvefilmes. Det er vandrerne, der lader optage en kortfilm om kanolivet på Gudenå.

27. juni: Den ombyggede og udvidede Laven skole indvies.

28. juni: Venstres Ungdom i Silkeborg og Omegn holder 40 års jubilæumsfest.

1. juli: Ministeriet giver i en skrivelse til Silkeborg Byråd tilladelse til, at Himmelbjerg Apotekets privilegier, når de udløber januar 1953, flyttes til Alderslyst, og Silkeborg Byråd anviser apoteket lokaler i torvebyggeriet.

3. juli: Anlægget Helledammen i Kragelund fejrer 25 års jubilæum.

6. juli: Silkeborg Byråd og Spædbørnshjemmet ”Søfryd” mageskifter et par grunde, hvorved der gives hjemmet mulighed for at opføre et nyt hjem på hjørnet af Solhøjsvej og Mariehøjsvej. Det gamle Søfryd skal sælges.

14. august: Den nyoprettede dyrepark i Silkeborg ”Højbo Dyrepark”, har siden åbningen sidst på sommeren haft pænt besøg.

28. august: Det er 75 år siden Silkeborg-Herning jernbanestrækning toges i brug til daglig drift.

15. september: Henriques & Løwengrens fabrikker rationaliserer. En del maskiner flyttes fra København til Silkeborg, hvor fremtidig alt undertøjet skal fremstilles.

18. september: På ”Nørreport” i Alderslyst er der kransehejsning.

1. oktober: Hotel Rosen i Vestergade i Silkeborg nedlægges som hotel og restauration. Den ejes af Dansk Konfektions Industri og udlejes til fotograf Johannes Jensen.

1. oktober: Silkeborg Bad vedtager at holde åbent til 1. november mod hidtil 1. oktober.

2. november: Silkeborg Husholdningsskole fejrer 50 års jubilæum.

1. december: Silkeborg Byråd vedtager et fjernvarmeprojekt for den indre by.

8. december: Vor Frue Kirke i Silkeborg fejrer 40 års jubilæum med tre dages andagt.

16. december: Der holdes rejsegilde på anden etape af Østerport på Østergade.